
Om os
I Børnehuset Gudenådalen får børnene en hverdag tæt på naturen, fyldt med fællesskab, nærvær og oplevelser, der skaber nysgerrighed, glæde og udvikling.
Børnehuset Gudenådalen er et kombineret dagtilbud med både vuggestue og børnehave. Vi har plads til omkring 100 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. Selvom vi er et stort hus, arbejder vi hver dag for, at alle børn bliver set, hørt og mødt som de unikke mennesker, de er.
Vores placering tæt ved Gudenåen, Fladbro Skov og de lokale grønne områder præger hverdagen. Naturen er en selvskreven del af vores pædagogiske arbejde, og børnene kommer ofte på ture i nærområdet, deltager i naturpatruljer, laver aktiviteter over bål og udforsker årstidernes skiften gennem leg og læring.
I hverdagen arbejder vi bevidst i mindre grupper, hvor der er tid til nærvær, relationer og fordybelse. Det giver plads til at følge børnenes initiativer og interesser, samtidig med at vi skaber trygge fællesskaber, hvor alle kan deltage. Vi har fokus på, at ingen børn drukner i mængden, og at alle oplever sig som en vigtig del af fællesskabet.
Gennem året arbejder vi med forskellige temaer, aktiviteter og projekter, der tager afsæt i børnenes nysgerrighed. Det kan være naturuger, kreative forløb, bevægelsesaktiviteter eller eksperimenter i naturen. Børnene er aktive deltagere i processerne – f.eks. når de samler mælkebøtter, er med til at tænde bål og laver deres egen mælkebøttesirup.
Traditioner er en vigtig del af livet i Gudenådalen og skaber fælles oplevelser på tværs af huset. Vi markerer blandt andet højtider og årstidernes skiften med aktiviteter, fællessamlinger og arrangementer for børn og familier. Traditionerne er med til at skabe genkendelighed, sammenhold og gode minder gennem hele børnelivet.
Forældrene er en vigtig del af fællesskabet omkring børnene. Derfor prioriterer vi et tæt samarbejde præget af tillid, åbenhed og dialog. Mange forældre fremhæver den varme stemning i huset, de nærværende medarbejdere og oplevelsen af, at deres barn bliver mødt med omsorg, opmærksomhed og høj faglighed.
Kom og besøg os
Overvejer I, om Børnehuset Gudenådalen er noget for jer? I er velkomne til at besøge os.
Ring og lav en aftale, så vi kan sætte tid af til en snak og en rundvisning: 89 15 95 16



